Pia Christmas-Møller vil ikke længere være med på det konservative hold i Folketinget.
Det fremgår af en meddelelse, der er lagt ud på Pia Christmas-Møller hjemmeside, og som hun tirsdag aften sendte til den konservative partiformand Bendt Bendtsen og gruppeformand Helge Adam Møller.
Heri meddeler den garvede politiker, at hun forlader den konservative folketingsgruppe.
Pia Christmas-Møller, der indtil valget var politisk ordfører for de konservative, skriver, at hun ikke længere har den nødvendige respekt for og tillid til ledelsen . Hun skriver, at hun derfor har været tvunget til at træffe en pinefuld beslutning om at forlade folketingsgruppen.
- Det er med stort vemod, at jeg efter grundig overvejelse må konstatere, at ledelses- og debatforholdene i Det Konservative Folkeparti har udviklet sig til et punkt, hvor jeg ikke længere har den nødvendige respekt og tillid til ledelsen, skriver Pia Christmas-Møller på sin hjemmeside.
- Når jeg ikke kan komme uden om dén konklusion, kan jeg heller ikke komme udenom, at tage konsekvensen, da jeg også nu lægger vægt på at sætte handling bag holdning. Der er således for mig kun ét at gøre: Jeg må udtræde af den konservative folketingsgruppe, skriver hun.
I det Pia Christmas-Møller bliver løsgænger ser det ud til, at der ikke længere er noget VKO-flertal. Pia Christmas-Møller oplyser dog, at hun fortsat vil støtte VK-regeringen.