Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) skal ikke vide sig for sikker på Dansk Folkepartis støtte til VK-regeringens politik. Hvis Fogh flirter alt for meget med Ny Alliance på eksempelvis udlændingeområdet, er det slut med seks års troskab.
»Hvis statsministeren først åbner mod Ny Alliance og bryder afgørende i forhold til Dansk Folkeparti, så står vi jo fuldstændig frit. Så er feltet åbent for samarbejde til den anden side i salen,« siger Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard.
Fælles socialpolitik
Hun understreger, at Dansk Folkeparti fortsat arbejder »benhårdt for, at der er et flertal med Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative«, men at hun sagtens kan se et tættere bånd mellem Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti for sig.
»Vi har holdt os til de aftaler, vi har indgået med regeringen, for eksempel i finanslovforlig. Men hvis regeringen bryder med vores aftaler, så er der da områder, hvor vi sagtens kunne finde på at samarbejde med Socialdemokraterne,« siger hun.
Pia Kjærsgaard nævner social- og sundhedsområdet som eksempel på et område, hvor Dansk Folkeparti i virkeligheden ligger tættere på Socialdemokraternes politik end regeringspartiernes og Ny Alliances.