Phillip Faber vender tilbage i de velkendte DR-rammer, når han i december skal dirigere DR Vokalensemblets julekoncert. Det bliver første gang, han dirigerer en koncert i DR-regi efter at han stoppede som dirigent for DR Pigekoret i sommeren 2023.
Koncerten bliver samtidig det danske bidrag, når Europas radiostationer traditionen tro går sammen om at transmittere julekoncerter tredje søndag i advent.
Dagen hedder “Euroradio Christmas Music Day”, og i år vil i alt 15 radiostationer i 13 lande sende live-koncerter ud til millioner af lyttere – fra tidlig morgen til sen aften, oplyser DR.
Når koncerten med Phillip Faber og co. sendes ud i det store EBU-netværk, forventes omkring ni millioner at lytte med, når koret synger både traditionel og helt ny kormusik i Garnisons Kirke i København.
- Det er altid en glæde for mig at vende tilbage til DR Vokalensemblet. Lyden af de velklingende stemmer er som at komme hjem. Og så har jeg tilmed fået lov til at vælge den smukkeste julemusik, jeg kunne komme i tanker om, der viser ensemblets klangmuligheder og åbner julen op i en fortælling, der begynder i evangeliet og slutter omkring juletræet. Så skal det nok blive jul i år!, siger Phillip Faber.