Den amerikanske svømmer Michael Phelps har sat ny verdensrekord i 100 meter butterfly. Den eneste disciplin under OL i Beijing sidste år, hvor han ikke satte en ny rekord.
Phelps svømmede i tiden 50,22 sekunder ved de amerikanske mesterskaber i Indianapolis.
Så nu sidder amerikaneren solidt på svømmetronen, og den seneste rekord har længe stået på ønskelisten, skriver Washington Post.
Rekorden i 100 meter butterfly har nemlig tilhørt landsmanden Ian Crocker siden 2003.
"Jeg har ønske den her rekord, lige siden han tog den i 2003. Han slog mig på distancen ved VM i 2005, og jeg sagde dengang, at jeg aldrig ville lide sådan et nederlag igen," lyder det fra Phelps.
Amerikaneren har netop holdt et halvt års pause fra svømmesporten. Halvdelen af tiden var selvvalgt, mens de tre andre måneder var tvunget pause på grund af en sag om hash-misbrug.