Vaccineproducenten Pfizer forventer at sælge coronavacciner for omkring 15 milliarder dollar i 2021. Det svarer til omkring 93 milliarder kroner.
Det fremgår af selskabets årsregnskab, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Samlet forventer selskabet en omsætning i 2021 på omkring 60 milliarder dollar - 371 milliarder kroner. Dermed regner medicinalgiganten altså med, at salg af coronavacciner vil udgøre en fjerdedel af omsætningen i 2021.
Omsætningen er de penge, der kommer ind i et selskab fra salget af produkter eller ydelser. Altså indtægten før udgifter.
Samlet set har Pfizer i regnskabet skruet op for forventningerne for 2021. Også forventningen til indtjeningen er skruet op i forhold til tidligere.
Amerikanske Pfizer har udviklet sin coronavaccine sammen med tyske BioNTech. Selskabernes coronavaccine var en af de første til at blive godkendt på store markeder som USA og EU.
Godkendelsen fulgte, efter at selskaberne havde brugt mindre end et år på at udvikle vaccinen. Normalt tager den slags ellers op til flere år.
- Vores rekordhurtige succes med at udvikle en vaccine imod covid-19 sammen med vores partner BioNTech er bare ét eksempel på, hvad vi tror, Pfizer er i stand til at opnå, fortæller Pfizers topchef, Albert Bourla, i regnskabet.
I fjerde kvartal af 2020 solgte Pfizer coronavaccine for i alt 154 millioner dollar. Det svarer til 952 millioner kroner.
Forventningen for salget af coronavacciner inkluderer doser, som ventes at blive leveret i 2021 under eksisterende kontrakter. Den kan blive justeret.
Vaccinen fra Pfizer/BioNTech blev godkendt i EU 21. december. De første danskere blev vaccineret med den 27. december.
Danmark har hidtil via EU sikret sig mulighed for at købe vaccinedoser fra Pfizer/BioNTech til at færdigvaccinere 4,6 millioner personer.
/ritzau/