Petra Nagel inviterede hele Danmark indenfor tidligere på året i programmet "Petra slukker lyset", hvor man fulgte hende og familien i 20 dage uden strøm.
Nu har parret sat deres velkendte hus til salg - og de står til at score en rigtig pæn sjat penge, hvis de får det solgt til prisen.
Parret, som tidligere på året blev gift, har sat huset til salg hos LokalBolig, der selv om det endnu ikke kan findes på nettet, har reklameret for huset på den ene mæglers instagram-profil.
Her kan man se, at prisen for huset er sat til hele 9.250.000 kroner. Det er 3,4 millioner kroner mere, end Petra Nagel og Asbjørn Munk hostede op med, da de i 2019 købte det for "kun" 5.850.000 kroner.
Huset rummer - på trods af de beskedne 136 kvadratmeter - tre stuer og tre værelser. Og det er måske her, man skal finde forklaringen på, hvorfor parret har besluttet at sælge.
For få måneder siden blev de forældre for tredje gang, og der går således ikke længe, før de får behov for et ekstra værelse.
Petra Nagel er i øjeblikket på barsel fra sit job som vært på "Go' aften live". Hun er også vært på TV2-programmerne "Bachelor" og "Bachelorette". Sidstnævnte er der allerede varslet en ny sæson af til næste år.