Liverpools bedste angriber Luiz Suarez har fået ry for at være en fræk snydepels, som filmer sig til frispark og straffespark, når han ser sit snit.
Men nu forsvarer Chelsea-målmanden Petr Cech den målfarlige uruguayer.
Da de to klubber søndag spillede 1-1 på Stamford Bridge, var Suarez tæt på at score i slutningen af kampen, da Cech kom farende ud af sit mål og stoppede angriberen.
- Vi bør give Suarez kredit for, da han havde chancen en-mod-en, at han ikke forsøgte at snyde og hoppe eller dykke. Det var en fair handling af ham, siger Petr Cech til The Sun.
- Vi ved alle sammen, hvor farlig han er i boksen. Han er en målscorer af natur, altid på rette sted til at prikke bolden i mål. Det er en gave, som ikke alle har. Han har ild i røven i denne sæson, når det gælder scoringer, og desværre havde han også succes i søndags.
Uruguayeren udlignede til 1-1 med cirka 20 minutter igen af kampen, og inden scoringen skubbede han angiveligt Ramires. Men heller ikke den episode, skal han høre for, mener målmanden.
- Suarez er en klog spiller, og han gjorde det på et tidspunkt, da hverken dommeren eller hans assistent kunne se det.
- Jeg ved ikke, hvor stort et skub det var, men vi burde være foran 3-0, og det skulle ikke være nødvendigt, at vi diskuterede den episode, siger Cech.
/ritzau/