Peter Skaarup, en af de helt store profiler i Dansk Folkeparti, forlader nu det parti, han været medlem af i 27 år. Det fortæller han til DR Nyheder.
- Jeg har truffet den beslutning nu, at jeg melder mig ud af Dansk Folkeparti, siger Peter Skaarup til DR.
Peter Skaarup forklarer, at udmeldingen skyldes manglende tillid til Morten Messerschmidts ledelse og den fortsatte uro i partiet.
- Jeg har altid været loyal overfor den formand, der har siddet. Først Pia Kjærsgaard, så Kristian Thulesen Dahl og nu i en kort periode Morten Messerschmidt. Men, der kommer også et tidspunkt, hvor man ikke kan være loyal mere. Og hvis man ikke føler, man kan være loyal mere, så skal man ikke være der. Derfor har jeg truffet den beslutning, at jeg nu melder mig ud af Dansk Folkeparti, siger Peter Skaarup til DR Nyheder.
Peter Skaarup vælger i stedet - ligesom Jens Henrik Thulesen Dahl gjorde tidligere på dagen - at melde sig under fanerne på Inger Støjbergs nye parti Danmarksdemokraterne - med det mål at blive folketingskandidat til næste valg.
- Jeg har altid været meget enig med Inger Støjberg. Jeg har følt et vist værdifællesskab med specielt nogle Venstrefolk og blandt andet Inger Støjberg. Jeg synes faktisk, at hun gør det helt vildt godt. Så jeg fortsætter i politik, hvis vælgerne vel og mærke vil det næste gang, siger Peter Skaarup.
Peter Skaarup har lige siden stiftelsen af Dansk Folkeparti i 1995 været en del af ledelsen i partiet.