I dag søndag runder skuespiller Peter Schrøder 75 år. Samtidig kan han notere, at det er 48 år siden han første gang for alvor stod på en scene.
Men det har ikke altid været let. Faktisk gik det galt for ham kort efter, han i 1973 blev uddannet som skuespiller på Statens Teaterskole.
Det væltede nemlig ind med flotte anmeldelser om hans præstation i hovedrollen i "Niels Klims underjordiske rejse" på Gladsaxe Teater.
- Pludselig var jeg noget, og pludselig syntes jeg vældig godt om mig selv. Nu havde jeg ligesom fået et stempel på, at det ikke var forbudt at beskæftige sig med sig selv.
- Og så skal jeg fandeme da ellers love for, at jeg fik trådt gaspedalen i bund med hensyn til at mene, at jeg var en gave til nationen, fortæller Peter Schrøder til Billed Bladet.
Han tilføjer, at han ellers er opdraget med, at man ikke skal komme for godt i gang og tro, man er noget.
- Jeg kunne gå på vandet
Den pludselige succes kulminerede med et regulært nervesammenbrud året efter. Der havde ifølge Peter Schrøder været for meget fest og alkohol.
- Jeg troede, jeg kunne gå på vandet. Jeg mente, at nu kunne jeg spille ALT! Jeg blev sådan en besserwisser, fortæller han til ugebladet.
Storhedsvanviddet kulminerede efter sønnen Mikkel Schrøder Uldals fødsel i 1974, og kostede ham et halvt års sygemelding fra teatret.
Men det tog ham halvandet år, at kommet helt ovenpå igen.
Siden har den stået på film, tv og satire. En hel generation vil sikkert huske ham fra satireprogrammet Den gode, den onde og den virk'li sjove, hvor han brillerede med "Det er fan'me uhyggeligt du".
Han har også instrueret film og fra 2005 til 2014 var han teaterdirektør på Vendsyssel Teater.
Han er gift med skuespillerinden Susanne Heinrich, og er desuden far til skuespilleren Mikkel Schrøder Uldal, som han har sammen med sangeren Hanne Uldal.