I dag kom Kasper Schmiechel med i en eksklusiv klub af unge fodboldspillere, da DBU og Arla uddelte Årets Arla-talentpris til målmanden med det forpligtende navn.
Tidligere har spillere som Martin Jørgensen (1996), Christian Poulsen (2001), Thomas Kahlenberg (2994) og Daniel Agger (2006) modtaget prisen.
Netop efternavnet hæftede U21-landstræner Keld Bordinggaard sig ved, da han motiverede prisen.
- Man kan altid diskutere, om det er arv eller miljø, men i Kaspers tilfælde, er der ingen tvivl om, at han har arven på plads, sagde Bordinggaard og fremhævede det positive i, at Schmeichel i en tidlig alder har mærket topfodbold på godt og ondt.
Bordinggaard henviste til Schmeichels tre kampe i træk for Manchester City, hvor han holdt buret rent. Kampen efter blev han pillet af holdet.
- Kasper er en stor leder. Han har meget positiv energi, som fylder meget på banen. Han redder point på både for klub- og landshold. Sådan én som Kasper er værd at samle på, sagde Bordinggaard.
Kasper Schmeichel var ikke selv til stede under prisuddelingen.
Simon Kjær fra FC Midtjylland blev årets U19 Arla Talent, mens Nikola Saric fra Herfølge blev årets U17 Arla Talent.