Fuld af taknemmelighed over, at Jytte Abildstrøm endte sine sidste dage på hospice, hvor familien havde mulighed for at fylde den folkekære skuespillers sidste dage med varme og kærlighed. Sådan har det gentagne gange lydt fra Peter Mygind, når han har beskrevet sin mors sidste tid.
Men nu afslører den populære skuespiller i podcasten ”Sørine og Livskraften”, at der forud for Jytte Abildstrøms fredfyldte hospice-indlæggelse lå en lang sej kamp med kommunen for at skaffe den plads.
- Når ens forældre bliver gamle, så er man pludselig i system, hvor der er meget lidt overskud. At få ens forælder flyttet på plejehjem – det er virkelig svært i dagens Danmark. Hele den kamp var så voldsom, og min mor fik det dårligere og dårligere, siger Peter Mygind, der derfor var ekstra lykkelig, da det endelig lykkedes at få en plads på hospice.
- Så da jeg fik hende på hospice tæt på, hvor jeg bor, hvilket vil sige, jeg kunne være sammen med hende hver dag, holde hende i hånden, synge og grine … der blev jeg så åben og ren i mit hjerte, fordi hun hver dag, når jeg kom ind ad døren, sagde ”Neej, der kommer solskinnet”, altså hun gav mig så meget kærlighed i den sidste måned.
- Det sluttede simpelthen så lykkeligt både for min bror Lars, min mor og mig, siger Peter Mygind, der allerede efter bisættelsen til pressen luftede lidt af frustrationerne over, kommunen ikke kunne skaffe en plejehjemsplads. Her sagde han blandt andet til TV2.dk:
- Jeg har ondt af alle dem, som ikke får den rette ro, inden de ikke kan mere. Så at vi fik min mor på hospice, var en kæmpe gave.
Jytte Abildstrøm døde den 2. januar. Hun blev 90 år gammel.