Kort efter klokken 13.00 meddeler Vestegnens politi på Twitter, at Peter Madsen er blevet kørt væk fra stedet. De vil senere i dag holde en pressebriefing om flugten.
Den livstidsdømte drabsmand Peter Madsen, 49, har tirsdag formiddag forsøgt at flygte fra fængslet i Albertslund.
Billeder fra stedet viste Peter Madsen sidde i en grøftekant på en vej, mens to bevæbnede politibetjente lå på vejen med deres rifler rettet mod Madsen.
Peter Madsen har angiveligt truet sig vej ud af fængslet ved at sige, at han havde en bombe.
Formanden for fængselsforbundet, Bo Yde Sørensen, bekræfter desuden over for Ekstra Bladet, at Peter Madsen tog en kvindelig fængselspsykolog som gidsel - og at han skulle have brugt psykologen til at få personalet til at åbne dørene.
Flugten skulle være sket klokken omkring klokken 10.00 og Peter Madsen skulle være nået 900 meter væk fra fængslet.
Et vidne fortæller til TV2 News, at han så en hvid varevogn blive stoppet af politiet, og Peter Madsen og en chauffør blev hevet ud af bilen. Det er vidnets opfattelse, at Peter Madsen kort forinden var hoppet ind i bilen og havde tvunget chaufføren til at køre.
Både bomberyder, rullemarie og en aktionsstyrke var med i aktionen.
Avisen skriver, at Peter Madsen tidligere har siddet i isolation i fængslet som følge af, at han skulle have planlagt et flugtforsøg.