FC Köln-træner Christoph Daum vil ikke længere have Peter Madsen med i sin førsteholdstrup. Den danske angriber er velkommen til at kigge sig om efter en ny klub. Hvis han ikke finder en ny klub, må han finde sig i at blive rykket ned på Kölns U23-mandskab. Det samme må Carsten Cullmann og Ricci Cabanas. Det fortæller Christoph Daum til den tyske avis Express.
»Vi arbejder ud fra tre løsningsmodeller for disse spillere. De kan forlade klubben, de kan blive lejet ud, eller de må gå ned i U23-truppen,« siger Christoph Daum til Express.
Da transfervinduet lukker om to dage, skal Peter Madsen handle hurtigt, hvis han ikke vil spille det næste halve år i Kölns U23-trup.
Alligevel har danskeren afvist et tilbud fra en norsk klub.
»Peter er havnet i en meget speciel situation. En norsk klub ville for nylig købe ham og var i realiteten enig med FC Köln, men Peter ønsker ikke at skifte til norsk fodbold,« siger Peter Madsens agent, Karsten Aabrink, til Ekstra Bladet.
Ifølge agenten er Peter Madsen heller ikke interesseret i at vende tilbage til Superligaen.