Peter Loft fyret som kommunaldirektør
- Borgmesteren og udvalget har ønsket en anden profil, og det tager jeg selvfølgelig til efterretning. Det er spillets regler, siger Peter Loft. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix/arkiv
Bornholms Regionskommune har vurderet, at eks-departementschef Peter Loft ikke er den rette mand til jobbet.

Den tidligere departementschef i Skat Peter Loft er blevet fritstillet fra sin stilling som kommunaldirektør i Bornholms Regionskommune.

Ifølge en pressemeddelelse fra kommunen er årsagen, at man ønsker en anden profil til jobbet.

Derfor har økonomi-, erhvervs- og planudvalget indstillet til, at han fritages for tjeneste, og at samarbejdet ophører.

Og så har man i øvrigt ikke ret meget mere at sige til historien.

- Da der er tale om en personalesag, har borgmester Winni Grosbøll og administrationen ikke yderligere kommentarer, hedder det i pressemeddelelsen.

Peter Loft selv siger til P4 Bornholm om sin fritstillelse:

- Borgmesteren og udvalget har ønsket en anden profil, og det tager jeg selvfølgelig til efterretning. Det er spillets regler, siger han.

Peter Loft blev ansat i sin nu forhenværende stilling i februar 2017.

Dengang sagde Bornholms borgmester, Winni Grosbøll, følgende om sin nye kommunaldirektør:

- Jeg er overbevist om, at Peter med sit store netværk blandt nationale aktører og erhvervslivet vil være en stor gevinst for Bornholm, og jeg ser frem til samarbejdet.

Peter Loft var departementschef i Skatteministeriet indtil 2012.

I forbindelse med skattesagen, hvor skatteoplysninger om statsminister Helle Thornings mand, Stephen Kinnock, blev lækket til pressen, blev Loft hjemsendt.

Skattesagskommissionen konkluderede siden hen, at han nok havde været for tæt på behandlingen af sagen, men ikke havde begået noget strafbart.

/ritzau/

/ritzau/