Ville det ikke være vidunderligt, hvis man kunne smide de overflødige kilo lynhurtigt med en mirakelpille - uden at motionere og spise sundt?
På de sociale medier kan man lige nu rende ind i et opslag med tv-værten Peter Ingemann, som praler med et flot og nemt vægttab. Men det passer simpelthen ikke.
Peter Ingemann er offer for - som flere andre kendte også har prøvet - at hans ansigt og navn bliver brugt til at svindle folk for penge til en mirakelkur.
Nu advarer han sine mange hundredetusinde følgere, efter han har fået flere beskeder i sin indbakke.
- Jeg har IKKE været på et eller andet vidundermiddel til at slanke sig!, skriver Peter Ingemann, som også mener, at billederne, som bliver brugt i reklamerne er det pure opspind.
- Jeg har ikke set sådan ud, som billederne viser. De er skabt med kunstig intelligens! Og det er det der er skræmmende, svindlen er så godt lavet at jeg sagtens kan forstå at man falder i. Men - PLEASE - vil I ikke nok passe på, skriver Peter Ingemann, som fortæller, at han har modtaget mange henvendelser fra folk, der har set reklamer for hans påståede vægttab.
- Jeg har fået mere end 50 henvendelser fra folk, der ønsker tillykke med mit vægttab og spørger til om det virkelig er så godt og at de overvejer at købe det? Jeg har naturligvis med det samme skrevet til de mennesker at det er svindel og at de skal holde sig laaaaangt væk, skriver Peter Ingemann.
Nogle er sprunget i med begge ben og er blevet snydt for 2000 kroner, som de har sendt afsted i håbet om at modtage mirakelkuren.
Peter Ingemann har over 189.000 følgere på instagram, og håber nu, at de opdager, at han er blevet misbrugt og altså ikke har smidt en hulens masse kilo på mirakuløs vis.
- Det er så trist og jeg bliver så RASENDE. Det er - desværre også et eksempel på, hvad man kan bruge kunstig intelligens til. Det er en hverdag vi må vænne os til og noget vi skal være på vagt overfor, skriver Peter Ingemann.