Det er mere end 20 år siden, han overtog hammeren fra Frode Munksgaard i det populære DR-program "Hammerslag". Og lige siden har navnet Peter Ingemann rimet på høje seertal. Alligevel går den bramfrie tv-vært, der er kendt for at kalde en spade, for det den er, rundt med en nagende tvivl på sine egne evner.
Det sætter den snart 53-årige vært ord på i en samtale med DF-formand Morten Messerschmidt i podcasten "Ikke et ord om politik", skriver Ekstra Bladet.
– Jeg har sådan helt grundlæggende en følelse af, at jeg har narret nogen. Lige fra da jeg blev castet og valgt til "Hammerslag", havde jeg fornemmelsen af, at jeg nok havde narret dem. Jeg vågner ofte og tænker: "Okay, så gik den," siger han i podcasten.
Her skelner Ingemann mellem selvtillid og selvværd. Og han erkender, at det er det sidste, der halter.
– Jeg ved inderst inde godt, at jeg kan nogle ting, og at jeg har et talent for nogle ting. Men mange nætter ligger jeg og slår mig selv oven i hovedet med, at der er noget, jeg slet ikke er god nok til.
Peter Ingemann har været et fast ansigt på dansk tv i mere end to årtier. I 2004 tog han over som vært på "Hammerslag", der i sin storhedstid trak op mod 900.000 seere per afsnit. Siden fulgte skiftet til TV 2, hvor han blev første vært på det populære realityprogram "Nybyggerne", og senere har han stået i spidsen for programmer som "Størst", "Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed" samt en række historiske satsninger.