»En hård dom.«
Sådan lød ordene fra forsvareren, da Østre Landsret fredag skærpede byrettens dom over advokat Peter Hjørne ved at hæve straffen fra ét til to års frakendelse af Hjørnes ret til at fungere som advokat. Landsretten forlængede også den kendte forsvarsadvokats betingede fængselsstraf fra 40 til 60 dage.
Peter Hjørne blev både ved lands- og byretten fundet skyldig i at have videregivet fortrolige oplysninger fra et lukket retsmøde og for at have tilskyndet en journalist fra Ekstra Bladet til at snyde sig ind til et arrestbesøg. Peter Hjørne har tidligere forsvaret flere HA-rockere og er blandt andet forsvarer for den terrorsigtede Said Mansour. Dommen vil ramme advokaten hårdt på karrieren, mener Peter Hjørnes forsvarer, advokat Michael Juul Eriksen:
»Han er blevet dømt for det samme, men har fået en hårdere straf. Det er en hård dom i forhold til det, han er dømt for. Rettighedsfrakendelsen rammer ham hårdt. Det vil ødelægge hans karriere,« siger Michael Juul Eriksen til DNY.
Peter Hjørne fratræder derfor som advokat på de sager, han har kørende for øjeblikket. Blandt andet sagen mod den terrorsigtede Said Mansour. Michael Juul Eriksen kunne i går ikke sætte fingeren på, hvorfor landsretten vurderede, at strafudmålingen fra Københavns Byret skulle skærpes:
»Landsretten har vurderet, at han skulle straffes hårdere for det samme. De har vurderet forholdet til at være grovere, end byretten gjorde det.«
Peter Hjørne har ikke ønsket at kommentere dommen.