I et interview med Alt for damerne fortæller skuespiller, komiker og sanger Peter Frödin, at han er blevet mildere med alderen.
Han fortæller også, at mødet med hans mand, Jon, for 25 år siden ændrede hans liv og hvis man skal blive hans ven, så skal man være sig selv.
- Det er med venskaber, som det er med kærlighed. Man skal være tryg ved det andet menneske, siger den 58-årige skuespiller.
Tryghed var netop det som Peter Frödin fik fra sine nu afdøde forældre under sin opvækst på Amager.
Han fortæller, at han som barn aldrig var i tvivl om, at han var elsket, og at det har lagt en solid bund for, hvem han er i dag.
- Min far især lærte mig også, hvor vigtigt det er at have respekt for andre mennesker. Han havde sådan en fast sætning, som han indprentede hos min søster og jeg. Det var "respekten for det enkelte individ".
- Så uanset hvem du er, på hvilken måde du er, og hvor du kommer fra, så skal man udvise en form for forståelse for hinanden. Det er ikke altid nemt – især ikke, når man er et barn, der skal lære at navigere i livet. Men jeg tænker stadig tit på den sætning, siger Peter Frödin til Alt for damerne.
Peter Frödin har i et interview med Politiken sagt, at han kan vende selv de mørkeste ting til noget positivt.
Her blev han spurgt om, hvis han vågnede i morgen og ikke kunne vælge at se positivt på tingene, hvad så?
- Så ville jeg vågne op uden min humor. Og så ville jeg jo være et fuldstændig andet menneske. Jeg håber, at der var nogen, der ville tage mig i hånden og føre mig hen et sted, hvor jeg kunne få noget stærk medicin. Og noget god mad. Inden alt stoppede. For jeg tror ikke, jeg ville holde længe, svarede Peter Frödin og tilføjede:
- Men det positive er nødt til at være oprigtigt. Man kan heller ikke fake glæde.