- Man skal ikke tude, hvis man bor i Ringkøbing og ikke kan finde job. Så må man tage til Odense og søge.
Der er cirka 190 km fra Ringkøbing til Odense.
Det mener i hvert fald den danske filmmager og tidligere Zentropa-direktør Peter Aalbæk Jensen.
Hans udmelding kommer i kølvandet på debatten om langtidsledige, der ikke kan finde job. Og filmproducenten mener ganske enkelt ikke, at folk gør nok selv for at komme ud af ledighed-statistikken.
Det er langt fra første gang, at den 60-årige filmsmed kommer med en – i nogles øjne – kontroversiel udmelding om politik.
Peter Aalbæk Jensen så længe sig selv som en god socialdemokrat, der repræsenterede arbejderklassen. Det gør han sådan set stadig, men Socialdemokratiet er ikke længere partiet, der varetager det arbejdende folks interesser bedst, mener han.
I sommer afslørede Peter Aalbæk Jensen, at han ikke længere sætter sit kryds ved liste A. Et langt liv som arbejdsgiver i filmselskabet Zentropa har nemlig vendt op og ned på hans politiske idealer.
Nu fatter filmsnedkeren sympati for Liberal Alliance og partiets skatteordfører Joachim B. Olsen, som han betegner som sin ’politiske helt’.
- Han er den eneste politiker, der siger tingene som de er, uden at være fornærmende, siger Peter Aalbæk Jensen.
Selv om Peter Aalbæk Jensen er travlt optaget med at mene noget politisk, så laver han faktisk også andre ting.
Søndag aften høstede flere af hans film stor hæder ved Robert-prisuddelingen i København. Blandt andet vandt Zentropa-filmen ’Der kommer en dag’ i kategorien ’Årets bedste film’.