Målet helliger midlet.
Veldokumenterede overgreb på fanger såsom seksuel ydmygelse,
afrivning af fingernegle, elektrochok og slag på kønsdele vil ikke
længere afholde Politiets Efterretningstjeneste (PET) fra at samarbejde
med lande i Nordafrika og Mellemøsten. Det skriver Politiken.
- Det er afgørende, at vi åbner op
for et samarbejde med lande i Nordafrika og Mellemøsten. Vi kan ikke
blot sige, at der er en række praktiske og juridiske problemer, der
gør, at vi ikke kan samarbejde med disse lande, sagde PET-chef Jakob Scharf i
en tale på Københavns Universitet tidligere på ugen.
Jakob Scharf gav i talen udtryk for, at han mener, at kampen mod terror forudsætter et bredt internationalt
samarbejde – også med lande i Nordafrika og Mellemøsten, der er
notorisk kendt for at bryde menneskerettighederne og udsætte fanger for
grov tortur under afhøringer.
PET-chefen har ikke efterfølgende ønsket at svare på uddybende spørgsmål fra Politiken.
Til Politiken siger tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen, at PET befinder sig i et svært dilemma.
- På
den ene side kan det volde store vanskeligheder at samarbejde med disse
lande på grund deres krænkelser af menneskerettighederne. På den anden
side har disse landes efterretningstjenester et stort kendskab til
forholdene i deres egen region. Hvis en dansk terrorsag har spor til et
land i Mellemøsten eller Nordafrika, kan et samarbejde derfor være
værdifuldt. Men det kræver, at man skitserer nogle meget klare
betingelser for samarbejdet, siger han.
PET-chefens kontroversielle udtalelser bekymrer Amnesty International i Danmark, der mener, det vil undergrave
det demokrati, som efterretningstjenesten ellers er til for at beskytte.
Også fra politisk side møder PET-chefen kritik. En række partier kræver således en forklaring fra justitsminister Lene Espersen (K).
- Det
er vigtigt at understrege, at Danmark under ingen omstændigheder må
legitimere tortur, siger de radikales retspolitiske ordfører, Simon
Emil Ammitzbøll.