Normal procedure.
Politiets Efterretningstjeneste, PET, gjorde intet unormalt, da den torsdag aften fik statsminister Anders Fogh Rasmussen fulgt med politieskorte til en stor tv-duel med Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt. Sådan lyder meldingen fra PET.
- Sikkerhedspersonale fra PET ledsagede torsdag statsministeren til et arrangement i Odense. På grund af den trafikale situation vurderede livvagterne fra PET, at det var nødvendigt at bede om assistance fra færdselspolitiet, så man kunne undgå, at statsministerens bil blev låst i trafikken, udtaler chef for PET, Jakob Scharf, i en mail til Avisen.dk.
Forsinket på grund af bilkø
Statsministeren var ellers ved at komme for sent til den afgørende tv-duel med Thorning, da hans bil sad fast i en trafikkø ved Greve. Det var politiet, der besluttede at hjælpe Anders Fogh Rasmussen frem i rette tid.
- Dette skete i overensstemmelse med normal procedure for sikkerhedskørsel, hvor det skal være muligt til enhver tid at sikre, at en person under personbeskyttelse kan evakueres, lyder det fra Jakob Scharf.
Enhedslistens Per Clausen mener, at det er helt vanvittigt, at statsministeren har fået gavn af politieskorten.