PET-chef frygter terror fra Ungeren
Næste skridt i kampen for et ungdomshus kan ende både voldeligt og militant, frygter PET.

• Ungdomshuset: Ingen terrorplaner

Ekstremisterne bliver mere voldelige og militante, og Politiets Efterretningstjeneste frygter nu, at aktivisternes kamp kan blive langt mere alvorlig end hidtil set.

- Vi mener, at blandt andet rydningen af Ungdomshuset bliver brugt i ekstremistiske miljøer, som påskud for en yderligere radikalisering, siger Jakob Scharf til Politiken og fortsætter.

- Efter PET’s opfattelse er ekstremistiske miljøer både på højre- og venstrefløjen blevet mere militante, og den udvikling kan føre til egentlig terrorisme. Det er PET’s vurdering, at man i visse kredse tilsyneladende er indstillet på at tage mere voldelige metoder i brug, siger Jakob Scharf.

Politiken har desuden talt med en aktivist fra Ungdomshuset, der siger, at flere aktivister fra miljøet mener, at blandt andet brandattentater og kidnapninger kan være muligheder for at føre deres kamp videre.

- Folk er trætte af militante aktioner, der ikke virker. Det ville være mere effektivt med personoverfald, brandattentater eller kidnapninger. Det kunne være en betjent, Ritt Bjerregaard eller Ruth Evensen, siger aktivisten, der har tilhørt inderkredsen af aktivistmiljøet.