Det lyder som Big Brother, James Bond eller en amerikansk actionfilm.
Men det var virkeligheden i Danmark på Glasvej 8 i Københavns nordvestkvarter, hvor Politiets Efterretningstjeneste (PET) i flere måneder i al hemmelighed via skjulte kameraer filmede en gruppe unge mænd mistænkt for at planlægge terror.
De skjulte overvågningskameraer blev angiveligt sat op i sommer i samtlige lejlighedens værelser under en hemmelig ransagning, som de sigtede aldrig blev oplyst om, lyder det fra TV 2 torsdag aften.
Bombe på sofabord
Optagelserne viser to af de terrormistænke i færd med at lave en bombe af sprængstoffet TATP på sofabordet. Sprængstoffet blev senere fundet, da lejligheden blev ransaget i dagslys i september sidste år - flere måneder efter at kameraerne var blevet sat op.
En dommer skal i morgen tage stilling til, om de to mænd fortsat skal holdes varetægtsfængslet.
De to mænd er den 21-årig taxachaffør kaldet ’HK’ fra Glasvej og den nu 22-årig ’AT’ med afghansk baggrund fra Avedøre.
PET er tavse
Som det er standard i disse sager vil PET ikke kommentere oplysninger, oplyser PET til Avisen.dk. Heller ikke Københavns Politi ønsker at komme med oplysninger om overvågningen.
I lejligheden på Glasvej blev der desuden fundet en række videoer – blandt andet én, hvor de to sigtede med muslimsk hovedbeklædning angiveligt råber død over Amerika - jihad, jihad, til mobiltelefonens kamera. Jihad kan i denne sammenhæng oversættes med hellig krig.
Politiet fandt også videoer af terrorangrebet på World Trade Center i september 2001, og helteportrætter af de 19 flykaprere.