Det var ikke chancerne, der manglede, da Peru lørdag tabte 0-1 i holdets første kamp ved VM i Rusland til Danmark.
Danskerne og ikke mindst målmand Kasper Schmeichel måtte hive flere feberredninger op af hatten for at holde peruanerne fra at score, mens Perus Christian Cueva sendte et videodømt straffespark langt over mål.
I stedet var det den danske angriber Yussuf Poulsen, der kunne sende Danmark i front med kampens eneste scoring.
Det ærgerlige nederlag for Peru får dog ikke landstræner Ricardo Gareca til at give op, inden Frankrig og Australien venter i Perus næste to kampe.
- Resultatet afspejler ikke rigtig, hvad der skete på banen, men fodbold handler kun om at være effektiv.
- Vi fortjente ikke at tabe, men vi kan ikke græde over spildt mælk.
- At vi taber den første kamp betyder ikke, at vi er ude. Vi er nødt til at se på, hvor vi kan forbedre os, så vi kan møde Frankrig på bedst mulig måde, siger han ifølge AFP på et pressemøde efter kampen.
Mens Danmark vandt kampen på banen, så var der ingen tvivl om, at Peru vandt kampen på tilskuerpladserne. 40.502 tilskuere var på plads til kampen, og blandt dem sad 645 danskere, mens mere end 10.000 peruanere havde købt billet.
- Vi havde en kæmpe fanskare med, og det var trist, at de er kommet den lange vej for at se os tabe. De fortjente i det mindste uafgjort, siger Gareca.
Den anden kamp i puljen blev spillet tidligere lørdag og endte 2-1 til Frankrig.
Dermed deler Danmark og Frankrig førstepladsen i gruppe C med tre point hver, mens Peru og Australien endnu ikke har point.
De to bedste hold i hver gruppe går videre til ottendedelsfinalen. Danmark møder Australien torsdag, mens Peru skal op mod Frankrig.
/ritzau/