Pisco i Peru var den by, det gik værst ud over under det kraftige jordskælv for en uge siden. Byen ligger i ruiner, og nu er en flygtningestrøm på vej ud af området. Det oplyste Perus regering onsdag. Op imod 40 procent af Piscos indbyggere er på vej bort fra byen.
- Mellem 30 og 40 procent af indbyggerne er blevet tvunget til at forlade Pisco, siger ministeren for social udvikling, Virginia Borra, til det franske nyhedsbureau AFP.
Inden skælvet, der ramte området sidste onsdag, havde Pisco 130.000 indbyggere.
- Ingen officielle tal kan fastslå problemets omfang, siger Borra, der påpeger, at hendes tal bygger på et skøn.
Myndighederne er ved at forberede en folketælling i de byer, der blev ramt af det massive jordskælv, som måltes til 8,0 på Richterskalaen.