På papiret kan AGF-forsvaret snart se frem til en væsentlig forstærkning, når svenske Olof Persson snart er klar til kamp. På papiret. For nok luner det at få en svensk landsholdsspiller med på holdet, men tag det nu roligt. Både svenskeren selv og AGF-træner Ove Pedersen maner til besindighed.
»Lige nu er han kun klar til at træne delvist med, og for ham handler det kun om at komme tilbage og spille fodbold,« siger AGF-træner Ove Pedersen.
»Og vi har jo klaret os ganske udmærket uden ham i forsvaret. Og vi er på den rigtige vej,« tilføjer AGF-træneren.
Ydmyg svensker
Heller ikke hovedpersonen selv er meget for at råbe op:
»Jeg skal gøre alt, hvad jeg kan for at leve op til forventningerne, men nu skal jeg først og fremmest blive 100 procent klar efter min skade, og så kan jeg indfri forventningerne bagefter,« siger en meget ydmyg svensker, som heller ikke råber op, når man spørger, hvad han kan tilføre AGF.
»Først må jeg sige, at de har gjort det godt i AGF. Bortset fra den kamp, hvor vi lukkede fem mål ind, men ellers har de gjort det rigtigt godt. Meeen jeg kan vel tilføre lidt konkurrence i forsvaret,« siger han.
Så er Ove Pedersen alligevel lidt mere åbenmundet i sin ros:
»Da han var klar, så vi, at han er manden, der kan styre vores forsvar. Og det er jo det, som man sukker efter på alle fodbodlhold. Bare den tid, han nåede at være med, gav de andre et løft. Vi er ikke afhænging af ham, men ingen kan dirigere som ham,« lyder skudsmålet fra Ove Pedersen
Mangler boldtræning
Og hvornår er han så klar?
»Min fornemmelse er, at han kan komme med ret snart. Ikke i fuldt omfang, men det er første skridt. Men for mig er spillere først klar, når de kan gå ind på holdet,« konstaterer Ove Pedersen.
Det regner Olof Persson med at kunne før sæsonstart.
»Jeg regner med at være med i morgen (i dag, red.), når vi har første træning med bold. Konditionelt er jeg godt med, men når man har været ude i otte-ni måneder, mangler man boldtræning. Jeg er rigtigt glad, hvis jeg er helt klar til nogle af træningskampene. Mit mål er at være helt klar, når vi tager på træningslejr i februar,« slutter svenskeren.