Kinas ambassadør i Israel, Du Wei, er blevet fundet død i sit hjem, bekræfter det israelske udenrigsministerium og politiet.
Ambassadøren indtog sin post i Israel i februar efter at have været ambassadør i Ukraine i tre år. Han blev 58 år.
Han var gift og havde en søn, men de var ikke med ham i Israel.
En talsmand for det israelske politi oplyser, at man har foretaget en efterforskning i ambassadørens bolig. Ifølge israelske medier døde Du tilsyneladende af et hjertestop.
Avisen Haaretz skriver, at han blev fundet død i sin seng. Den kinesiske ambassadørs bolig ligger i byen Herzliya lige nord for Tel Aviv.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa