For anden dag i træk er der søndag aften lokal tid uroligheder i Milwaukee i den amerikanske delstat Wisconsin.
En person er blevet skudt på en aften, hvor der ellers først udelukkende var meldinger om fredelige demonstrationer.
Folk er gået på gaden for at protestere over, at politiet skød og dræbte en 23-årig mand, som sammen med en anden mand blev stoppet i sin bil og efterfølgende flygtede fra ordensmagten til fods.
Lørdagens uroligheder fik Wisconsin-guvernør Scott Walker til at aktivere nationalgarden.
Politiet i Milwaukee oplyser på det sociale medie Twitter, at det er begyndt at forsøge at opløse demonstrationerne, efter at der blev affyret skud og kastet med forskellige genstande.
En person er blevet bragt til hospitalet. Vedkommende er ramt af skud. Det er uvist, om der er tale om en demonstrant, en betjent eller en tilfældig forbipasserende.
Omkring 20 kampklædte politifolk står over for flere end 100 demonstranter på gaden ifølge Reuters.
Den 23-årige mand, der lørdag blev dræbt af skud fra en politibetjents tjenestepistol, var sort. Politiet i USA har de seneste år været udsat for massiv kritik i forbindelse med sager, hvor betjente er gået unødigt hårdt til unge mænd med sort hudfarve.
Edward Flynn, politichefen i Milwaukee, har forsvaret lørdagens episode. Ifølge Flynn viser en optagelse fra betjentens kropskamera, at den 23-årige mand havde vendt sig mod betjenten med et våben i sin hånd. Angiveligt lagde den unge mand ikke våbnet fra sig, da han blev bedt om det.
Den dræbte havde en lang straffeattest. Han blev ramt af tre skud.
Den halvautomatiske pistol, som han var bevæbnet med, var blevet stjålet ved et tyveri i marts.
Beskyldningerne om unødvendig brutalitet hos det amerikanske politi har ført til demonstrationer og uroligheder i en række amerikanske byer i den senere tid - blandt andet i Dallas og Baton Rouge.
/ritzau/Reuters