Peter Bergman
Opdateret kl. 17:12
Opdatering: Politiet oplyser på X, at afdøde er en 69-årig mand fra lokalområdet. Intet tyder på, at der er sket et kriminelt forhold.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er fredag eftermiddag rykket ud til en melding om en livløs person i havnebassinet i Stege Havn.
Det oplyser politikredsen på det sociale medie X.
- Vi kan bekræfte, at der kom en anmeldelse ind klokken 14.36, og at personen i havnebassinet er konstateret død, oplyser Per Hald fra politiet til Ekstra Bladet.
Politiet skal nu undersøge omstændighederne for drukneulykken og den afdødes identitet.
- Der skal nu klarlægges årsag og ID, skriver politiet på det sociale medie X, og tilføjer at man på nuværende tidspunkt ikke kan oplyse yderligere.