Museum Østjylland fik i sidste uge indleveret et krucifiks, som en person har fundet med metaldetektor ved Allelev, som ligger i Norddjurs Kommune.
Det skriver museet på Facebook ifølge TV2 Østjylland.
Krucifikset forestiller den korsfæstede Jesus og dateres til den tidlige middelalder.
- Det er nærliggende at sammenligne det med "Det gyldne krucifiks" fra Gl. Åby Kirke ved Aarhus, der er fremstillet omkring 1050-1100, og som anses for at være Danmarks ældste krucifiks.
Ifølge Museum Østjylland er det typisk for den tidlige middelalder, at Jesus fremstilles "som den sejrende Kristus, hvor han kigger frem mod beskueren".
- I modsætning til senere i middelalderen, hvor man ser Jesus lide på korset med hængende hoved.
Det nyfundne krucifiks et relikviekors.
Det vil sige, at den er støbt i to dele med et hulrum i midten. Hulrummet er skabt til at opbevare et relikvie.
Museet skriver, at bagsiden af krucifikset mangler.
/ritzau/