Ritzau
Opdateret kl. 12:42
En kvinde er mandag formiddag blevet alvorligt kvæstet i en ulykke i en elevator på Amagertorv i København.
Politiet har på det sociale medie X skrevet, at vedkommende er "svært tilskadekommen". Her blev det også oplyst, at hun blev behandlet af personale fra en ambulance.
Der er tale om en arbejdsulykke. Den skete i forbindelse med betjening af elevatoren, oplyser politiet. Arbejdstilsynet er blevet tilkaldt for at undersøge omstændighederne.
Politiet oplyser, at den tilskadekomne er en kvinde midt i 50'erne.
Sidst på formiddagen oplyser politiet, at den tilskadekomnes pårørende er blevet underrettet.
/ritzau/