En person har mistet livet efter en trafikulykke på Hovedvej 52 ved Rodelundvej 86 ved Them syd for Silkeborg.
Det oplyser vagtchef Ole Vanghøj ved Midt- og Vestjyllands Politi.
- En bilist kører i nordlig retning og i et blødt højresving, mister føreren herredømmet og kører ind i autoværnet. En bilist i sydgående retning kører sammen med den anden bil, siger Ole Vanghøj.
Det er en passager i bilen i den sydgående retning, der har mistet livet. Føreren af denne bil er indlagt, men udenfor livsfare.
Føreren af bilen i den nordgående retning er uskadt, oplyser vagtchefen.
Ifølge vagtchefen var der glat på vejen, og det var årsagen til, at bilisten mistede sit herredømme.
Det er ikke muligt at få at vide køn eller alder på de implicerede, da de pårørende er ved at blive underrettet.
Midt- og Vestjyllands Politi fik anmeldelsen klokken 16.48.
/ritzau/