En 30-årig mand blev mandag bragt på hospitalet efter at være blevet stukket med en spids genstand.
Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Han er uden for livsfare.
Tre personer er indtil videre blevet anholdt i sagen.
Politiet fik en anmeldelse om et muligt knivstikkeri på Åmarkvej i Hvidovre mandag eftermiddag.
Ifølge TV 2 Kosmopol var politiet talstærkt tilstede ved uddannelsescenteret HF & VUC København Syd.
Efterfølgende sagde skolens rektor til mediet, at hændelsen var sket uden for skolens bygninger, men dog på skolens areal ved parkeringspladsen.
- Vi følger politiets anvisninger og tager sagen alvorligt. Vores elever og kursister har forladt skolen, og i morgen tager vi rundt til klasser med tilbud om psykologhjælp til dem, der måtte have ønske om dette, sagde rektoren til mediet.
Billeder fra stedet viste blandt andet en person i en hvid dna-dragt stå sammen med tre betjente. De viste også, at der var sat afspærringsbånd op ved indgangen til HF & VUC København Syd.
Politiet arbejder på at afklare forløbet i sagen. De foreløbige undersøgelser peger dog i retning af, at den 30-årig blev stukket på Åmarkvej, hvorefter en gerningsmand forlod stedet.
Efterfølgende blev tre personer anholdt. Politiet mener, at de alle har noget med sagen at gøre.
- Af hensyn til efterforskningen er det sparsomt, hvad vi kan frigive af oplysninger på nuværende tidspunkt, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose.
- Men jeg kan sige, at vores foreløbige undersøgelser umiddelbart indikerer, at de involverede kendte hinanden forud for hændelsen.
Tirsdag tages der stilling til, om de tre anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør.
/ritzau/