- Jeg ville have det dårligt med, at Mette skulle udskyde at blive mor eller undlade at tage barsel, fordi jeg står som suppleant. Det har ikke noget med politik at gøre. Det er almindelig ordentlighed.
Sådan siger Nye Borgerliges formand Pernille Vermund til BT.
Hun står ellers først for, når Konservatives politiske ordfører Mette Abildgaard går på barsel.
Pernille Vermund var opstillet til Folketinget ved valget i 2015, men brød kort efter med partiet og stiftede i oktober samme år Nye Borgerlige.
På grund af sine stemmer er hun førstesuppleant i Nordsjællands Storkreds og derfor den, som Folketinget vil indkalde, når Mette Abildgaard går på barsel for at passe sin førstefødte, skriver BT.
Andensuppleant er Mette Thiesen, også eks-Konservative og medlem af Nye Borgerlige. Også hun siger nej til en eventuel tjans på Christiansborg:
- En barselsorlov skal man ikke bruge til at fremme sin egen sag på. Så jeg fortsætter i mit gode job som skolelærer indtil folketingsvalget, så skal jeg nok komme i Folketinget på et mandat fra Nye Borgerliges vælgere, siger Mette Thiesen, der er medlem af byrådet i Hillerød, til BT.
Mette Abildgaards plads i Folketinget kommer således til at blive varetaget af Erik Lund. Han er tidligere borgmester i Allerød. Og fortsat medlem af Konservative.