Den danske landsholdsangriber Pernille Harder er af det internationale fodboldmedie Goal blevet kåret til verdens bedste kvindelige fodboldspiller i 2017.
Det skriver mediet på sin hjemmeside.
Goal forklarer blandt andet prisen med, at Pernille Harder som anfører for Danmark førte holdet til finalen ved EM i fodbold i 2017, og at hendes klub, VFL Wolfsburg, både vandt mesterskabet og pokalturneringen i Tyskland.
Pernille Harder vandt prisen "Goal 50 Women's Player of the Year" foran stærke konkurrenter.
Blandt andre var de tre hollændere Vivianne Miedema, Jackie Groenen og Lieke Martens, med i opløbet.
Sidstnævnte blev kåret til den bedste spiller under sommerens EM i Holland, hvor Danmark tabte finalen 2-4 til værterne. Harder scorede i finalen.
Martens vandt også Uefas pris som årets kvindelige fodboldspiller for næsen af Pernille Harder tidligere på året.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var hurtig til at lykønske Harder med kåringen.
- Hænderne i vejret for verdens bedste Pernille! Tillykke med kåringen fra Goal som verdens bedste, skriver Lars Løkke Rasmussen på Twitter.
Pernille Harder bliver 25 år på onsdag.
/ritzau/