Der er ikke længe til efterårets udgave af ”Vild med dans” og navnene på nydanserne bliver afsløret lige så stille og roligt.
Nu fortæller TV2 om lidt af et scoop.
Svømmestjernen Pernille Blume skal nemlig være med i seersuccessen.
- Jeg glæder mig helt vildt til at være med i Vild med dans! Jeg kommer lige fra en virkelig intens træningsperiode i forbindelse med OL, hvor svømning har haft mit fulde fokus, så det bliver super fedt at prøve kræfter med noget helt andet og udfordre mig selv med noget nyt. Jeg er vant til at bruge min krop, men på en helt anden måde end dans, og jeg er virkelig spændt på, om jeg kan lære at huske alle trinene - det tror jeg bliver den største udfordring, siger svømmeren og fortsætter.
- Nu glæder jeg mig bare til, at vi skal i gang, til at møde min partner, prøve alle de smukke kjoler og hoppe i de høje hæle - det bliver sjovt!
Pernille Blume hentede en flot bronze-medalje i 50 meter fri ved det nylige sommer-OL i Tokyo, men blev allerede hele Danmarks darling fire år tidligere i Rio de Janeiro.
Her vandt den storsmilende svømmer både en guldmedalje i 50 meter fri og bronze i 4×100 meter medley.
Samtidig blev det afsløret, at Pernille Blume var blevet kæreste med den danske kajakroer René Holten Poulsen.
Noget af et powerpar, der ryddede forsider på både aviser og ugeblade.
I dag er Pernille Blume sammen med den franske svømmer Florent Manaudou.
”Vild med dans” 2021 får premiere på TV 2 PLAY og TV 2 fredag 10. september 2021.
Der er finale fredag 26. november.