Når mange mener, at det ikke er muligt at vinde verdens hårdeste cykelløb, Tour de France, uden brug af doping, kan der være noget om snakken. Først viste en dopingtest af sidste års vinder, Floyd Landis, sig at være positiv, og nu er løbets nummer to, spanieren Oscar Pereiro, også mistænkt for dopingmisbrug. Det skriver den franske avis Le Monde torsdag.
Pereiro, der afleverede urinprøver efter både 14. og 16. etape i Tour de France, blev således testet positiv for astma-medicinen salbutamol. Pereiro har dog angiveligt tilladelse til at tage netop den astma-medicin fra UCI.