Udenrigsminister Per Stig Møller (K) støtter ikke dødsstraffen til den tidligere irakiske diktator, Saddam Hussein, som søndag formiddag dansk tid blev idømt døden ved hængning.
»Irak står selv for retssagerne mod Saddam Hussein og for domfældelsen. Det er godt, at processen i denne sag er bragt til ende, og at det er sket ved en åben domstol. Det giver håb om, at Irak kan lukke et sort kapitel i landets historie,« siger udenrigsminister Per Stig Møller.
»Fra dansk side støtter vi etableringen af et demokrati og et uafhængigt retsvæsen i Irak, men vi støtter ikke dødsstraf, hvilket vi flere gange har gjort klart overfor den irakiske regering. Derfor har vi fra dansk side ikke ydet støtte til den særlige domstol,« lyder det fra Per Stig Møller.