I et interview med Se og Hør fortæller forfatteren, skuespilleren og entertaineren Per Pallesen om en yderst ubehagelig oplevelse, han havde i 2004.
Hans hovedpulsåre sprang, og han lå fem dage i koma.
- Første operation gik galt, og alle troede, jeg ville dø. Men så vågnede jeg op og fik den store og sjældne fornøjelse at læse min egen nekrolog, fortæller Per Pallesen til ugebladet og finder den drabelige episode morsom:
– Jeg har heldigvis et lyst sind, og aldrig hverken før eller siden har jeg fået så flotte anmeldelser. Dem er jeg da glad for at have læst.
Episoden fik ham til at tænke over livet, og hvordan han har forvaltet det.
Han fortæller til Se og Hør, at der ikke er meget han ville gøre om - dog ville han gerne have taget sig mere tid til døtrene Trine og Sofie Pallesen, da de var små.
- Jeg drønede fra én forestilling til den anden. Jeg var så at sige nødt til at dø tidligt i den ene for at nå hen til den anden, hvor jeg først ”opstod” i anden akt.

Per Pallesen og eks-hustruen og skuespillerinden Kirsten Peüliche sammen med deres to døtre Trine og Sofie Pallesen. Billedet er fra omkring 1975. Foto: Ulla Aue/Scanpix/arkiv

Per og Trine Pallesen fotograferet i 2013. Foto: Henning Bagger/Scanpix/arkiv