Er du én af dem, der automatisk leder efter en blyant for at sætte kryds ved »nej«, når du hører ordet »EU«? Så er det sandsynligvis fordi, at du frygter, at lille Danmark skal forsvinde i mængden af regler, vi ikke selv har indflydelse på. Du er bange for, at Danmark skal miste sin selvstændighed, er du. Det er derimod ikke økonomiske grunde og frygten for statsfallit, der får EU’s blå-gule flag til at virke som en rød klud foran ansigtet på dig.
Men spørger du til gengæld en fransk EU-skeptiker, forholder det sig lige omvendt. Her er det økonomien, der er afgørende. Er EU en god eller dårlig forretning for de franske vinbønder, spørger Jean Pierre, inden han sætter sit kryds. Den franske selvstændighed fylder mindre i overvejelserne.
Sådan lyder det fra ph.d. Catharina Sørensen fra Dansk Institut for Internationale Studier. Hun forsker i, hvorfor danskerne og for den sags skyld andre landes befolkninger er mere eller mindre skeptiske over for EU. Og det er der vidt forskellige grunde til, forklarer hun.
»Nej« for nationen
Ud over de to nævnte grunde – selvstændigheden og økonomien – er der kritikere i andre lande, der begrunder deres skepsis med, at EU ganske enkelt fører en forkert politik, eller at EU er udemokratisk opbygget. Netop det demokratiske underskud har tidligere været de danske kritikeres hovedargument, men sådan er det som sagt ikke længere:
»Det er tydeligt, at den danske EU-skepsis i dag handler om den nationale selvstændighed og identitet. Det afspejler sig også i danskernes kærlighed til de nationale symboler, og nej’et til den fælles mønt er et af de konkrete eksempler på det,« forklarer Catharina Sørensen.
»Og det vel at mærke på trods af, at de fleste danskere måske godt kunne se, at der for Danmark kunne være økonomisk fornuft i at stemme ja til en fælles mønt,« tilføjer hun.
Ved kommende danske afstemninger er opskriften for både EU-positive og –negative politikere klar. Jo mere det lykkes nej-sigerne at få debatten til at handle om national selvstændighed og nationale symboler, jo større sandsynlighed er der for et »nej«.