Det Danske Filminstitut og instruktøren Per Fly har sat gang i et nyt projekt, som skal hjælpe den afrikanske stat Malis filminstitut Centre National de la Cinématographie du Mali (CNCM) med at producere og arkiverer film.
"Energi og talent er der masser af i den maliske filmbranche. Men det kan være svært at lave spillefilm, når man bor i et af verdens fattigste lande, og ens sparsomme udstyr nærmest er antikt. Nu står den danske filmverden klar med en hjælpende hånd til Malis filmskabere," hedder det i en udtalelse fra Det Danske Filminstitut.
Ideen til at hjælpe afrikanerne kom til Per Fly under en rejse til Mali, hvor han opdagede de kummerlige forhold, som filmene blev produceret og bevaret under.
Per Fly og filminstitutet har allerede haft besøg en af delegation på fire maliske filmfolk til Danmark, for at de kunne lære, hvordan man producerer billige film og arkiverer dem, så de ikke går tabt senere.
"Det betyder meget, at vi lærer, hvordan vi kan bevare de film, for hvis vi kan det, kan vi samtidig bevare en betydelig del af vores lands hukommelse," sagde direktøren for CNCM, Moussa Ouane om besøget.
På deres besøg i Danmark var delegationen blandt andet på rundvisning i Filmbyen og Filmarkivet og spiste frokost med den danske filmproducent Peter Aalbæk-Jensen.