Han er fem år gammel. Firbenet. Og har fået tappet blod fem gange.
I dag er greyhounden Pepper mødt op på Hospitalet for Mindre Husdyr på Den Kongelige Veterinær-og Landbohøjskole (KVL) med sine venner Master-Smølf, Charlie og deres ejer Hanne Bøckhaus, der er indehaver af hundekennelen Eikica.
Sammen tager de ind på klinikken hver tredje måned for at donere blod til hunde-blodbanken. Og det er der brug for, siger overveterinærsygeplejerske Gitte Wagner Hansen fra KVL.
»Der er et stigende behov for donorhunde. De kan blandt andet hjælpe hunde, der er angrebet af hjerte-lunge orm, som giver dem indre blødninger eller ved operationer, hvor hunde mister meget blod.«
For ejer Hanne Bøckhaus handler det også om at kunne hjælpe andre hunde: »Jeg ved, hvor frygteligt sørgeligt det er, hvis man mister en hund, der kunne have været reddet. Derfor hjælper jeg gerne til,« siger hun.
Paté-guf lokker
Og selvom anledningen er alvorlig, er hundene på opdagelse med logrende hale i det lille klinik-rum. Pepper lægger sig straks ned, efter han er hoppet op på det bløde tæppe på briksen. Og øjenlågene søger langsomt nedad. Han er helt afslappet. Det tager ikke mere end ti minutter, så er posen fyldt med blod. Og det er helt afgørende, at hundene føler sig trygge ved at få tappet blod, siger Gitte Wagner Hansen:
»Det, hundene husker ved stedet her, er, at de får ros og godbidder. Det kan man komme langt med.« Og med sine søvninge øjne ligner Pepper også én, der forbinder hospitalsbriksen med noget godt. Paté-hundemaden spiller dog også en rolle for hans medgørlige adfærd. For det får Pepper som belønning, hver gang han har doneret blod.