Real Madrid må køre sæsonen og jagten på det spanske mesterskab til ende uden assistance fra Portugals landsholdsforsvarer Pepe.
Midterforsvareren er fredag blevet tildelt 10 spilledages karantæne efter episoden mod Getafe, hvor han først begik straffespark og siden sparkede den liggende modspiller to gange.
Inden han forlod banen fik han slået Getafes Julio Albin, ligesom han svinede dommertrioen til i den dramatiske kamp, som Real Madrid alligevel vandt.
Det spanske fodboldforbunds disciplinærudvalg begrunder den hårde straf med de forskellige forseelser, og at Pepe før har fået hele syv røde kort i turneringen.
Pepe har undskyldt sine handlinger og desuden givet udtryk for, at han overvejer at stoppe karrieren.
Han er en del af det portugisiske landshold, som i VM-kvalifikationen er en direkte konkurrent til Danmark om en plads ved slutrunden i Sydafrika til sommer.
26-årige Pepe skiftede til Real Madrid fra FC Porto i 2007. Han har spillet 16 landskampe.