Der tegner sig en dyster fremtid for pensionskunderne i henholdsvis Nordea og Danske Bank, som må se langt efter et jævnt afkast af pensionsmidlerne.
En gennemgang af de to pensionskassers regnskaber for 2008 viser, at både Nordea og Danske Bank har været nødt til at gøre mærkbart indhug i buffer-midlerne.
Alt i alt har indhugget været på 21 mia. kr., og reserverne er derfor reelt væk, skriver Jyllands-Posten.
Det er forsikringsmægleren Willis, der har gennemgået regnskaberne fra Nordea Liv og Pension og Danica Pension.
"Det vil tage flere år at genopbygge reserverne. Det betyder, at der vil gå en del tid, inden man som kunde kan forvente at få fornuftige afkast igen," siger adm. direktør i Willis, Lars Gundorph.
I alt er Danica Pensions reserver faldet fra 13,5 mia. kr. til 1,6 mia. kroner, mens Nordea Liv og Pensions reserver faldt fra 10,3 mia. kr. til 1,2 mia. kroner.