Pensionister, der drømmer om at bruge sommerhuset som helårsbolig kan ånde lettet op. Selvom sommerhusene ikke lever op til gældende energikrav, må de alligevel gerne være beboet af pensionister.
Sidste sommer fastsatte Erhvervs- og Byggestyrelsen ellers nogle energikrav. Men en lovændring fra Miljøministeriet præciserer nu retten til helårsbeboelse.
Forslaget har været til høring i januar i år og vil efter planen blive vedtaget i Folketinget inden sommerferien.
- Med det her lovforslag vil Miljøministeren rette op på den juridiske sikkerhed, der har været omkring pensionisternes ret til helårsbeboelse, siger fuldmægtig i Skov- og Naturstyrelsen Michael Christiansen.