Kvinder halter fortsat efter mænd, når det kommer til pensionformuer. Også selvom forskellen er blevet mindre de seneste år.
En ny analyse fra brancheforeningen Forsikring & Pension viser, at kvinder i gennemsnit har 27 procent mindre pensionsformue end mænd lige før folkepensionsalderen.
Ifølge analysen har kvinder en lavere pensionsformue end mænd i alle aldersgrupper, men forskellen er størst blandt de ældste. Blandt yngre aldersgrupper er forskellen mindre.
(Grafik: Forsikring & Pension)
Selvom mænd og kvinder indbetaler samme andel af deres indkomst til pension, ender kvinder med en væsentligt mindre pensionsopsparing.
– Forskellen i pensionsformuer handler ikke om pensionssystemet, men om arbejdsmarkedet. Når kvinders indkomst er lavere pga. jobtype eller deltidsarbejde, så bliver pensionsindbetalingerne lavere, selv med samme indbetalingsprocent, siger Lotte Katrine Ravn, pensionschef i F&P.
Lavere timeløn
Kvinder har i gennemsnit en lavere timeløn end mænd og arbejder oftere på deltid. Hver fjerde kvinde er deltidsansat, mens det kun gælder hver syvende mand. Mange kvinder går på deltid i forbindelse med, at de får børn, hvilket ifølge analysen har stor betydning for både indkomst og pensionsindbetalinger.
Samtidig er kvinder overrepræsenteret i brancher med lavere lønniveau, særligt i den offentlige sektor.
Over de seneste 10 år er forskellen mellem kvinder og mænds pensionsformuer i gennemsnit faldet med tre procentpoint. Blandt de 30-39-årige er forskellen reduceret med syv procentpoint.
Ifølge analysen vil forskellen dog ikke forsvinde foreløbig. Nye fremskrivninger viser, at kløften mellem mænds og kvinders pensionsformuer fortsat vil bestå de kommende 25 år, selvom flere kvinder i dag tager længere uddannelser og opnår højere løn.
– Det er positivt, at forskellene i kvinder og mænds pensionsformuer er blevet mindre de seneste 10 år. Men hvor tidligere fremskrivninger viste, at kvinder ville indhente mænd i de kommende årtier, er det ikke længere tilfældet med de nyeste fremskrivninger. Forskellene kan dog blive mindre, hvis familierne fx indbetaler ekstra til kvinders pension, hvis de fx vælger at gå på deltid i en periode, siger Lotte Katrine Ravn.