Den skandaleombruste hjerneforsker Milena Penkowa fik allerede ved sin ansættelse positiv særbehandling af ledelsen på Københavns Universitet, skriver Information fredag.
Den daværende dekan og nuværende rektor Ralf Hemmingsen bad nemlig i 2003 i sidste øjeblik de andre ansøgere til stillingen som lektor indsende yderligere materiale.
Det er et brud på universitets regler, men blev først beklaget langt senere, da en af de øvrige ansøgere klagede over processen.
"Der blev truffet en forkert beslutning vedrørende indkaldelse af materialet," indrømmer Ralf Hemmingsen i en mail.
På universitetet er de andre ansatte forundrede over de nye oplysninger.
"Det er noget rod. Det er ikke til at gennemskue, hvad der er op og ned i sagen, og det bestyrker behovet for den undersøgelse, som universitetet har strittet imod," siger lektor i Dansk ved KU og forskningsdebattør Sune Auken.
En lang række undersøgelse kører lige nu mod Milena Penkowa. Politiet undersøger hende blandt andet for svindel og flere videnskabelige udvalg ser hendes forskning efter i sømmene.
Samtidig er Ombudsmanden i færd med at gennemgå Helge Sanders rolle i hele miseren. Den tidligere videnskabsminister er mistænkt for at have blandet sig utidigt i universitets arbejde til fordel for sin veninde, Milena Penkowa.
Kilde: Information.