Den tidligere højt respekterede hjerneforsker, Milena Penkowa, skal til at forberede sig på endnu en retssag.
Hun har nemlig valgt at politianmelde den 80-årige filosofiprofessor, David Favrholdt, da hun mener, at han har overtrådt et navneforbud i forbindelse med en retssag tidligere på året.
Det skriver Weekendavisen fredag.
Sagen udspringer af en kronik fra marts i år, hvori filosofiprofessoren antyder, at Milena Penkowa var dømt for underslæb i Københavns byret. Men da sagen på det tidspunkt var blevet anket, var der stadig navneforbud i sagen.
Og det ser ud til, at hun får medhold. Det forventer den anklagede filosofiprofessor i hvert fald.
" Folk, der har forstand på den slags, siger til mig, at jeg vil tabe retssagen, og det er så helt i orden. Jeg har aldrig før gjort noget kriminelt, men jeg får nok en bøde på 10.000 kroner eller noget i den retning, og jeg har ikke tænkt mig at appellere," siger han til Weekendavisen og fortsætter:
"Til gengæld får jeg så lejlighed til at skrive noget mere om Penkowa og rektor Ralf Hemmingsen, for de skal ikke dø i synden," siger David Favrholdt.