Hvornår kommer filmen?
Det klassiske spørgsmål, der følger enhver rigtig god historie, er i disse dage på alles læber i Cannes. Det skriver Yahoo! Xtra News.
Denne gang drejer det sig om Dominique Strauss-Kahn, der er direktør for den magtfulde internationale valutafond, IMF.
"Menneskelighed, magt, kvinder, sex, penge - den har det hele," siger Jean-Andre Yerles, der er vicepræsident i den fransk manuskriptforfatterforening, til nyhedsbureauet AFP.
Dominique Strauss-Kahn blev 14. maj anholdt af politiet i New York, hvor han nu sidder anklaget for sexovergreb på en stuepige på et hotel.
Ifølge anklagen jagtede en nøgen Dominique Strauss-Kahn stuepigen ind på sit badeværelse, hvor han tvang hende til oralsex.
Siden er det væltet ud af skabet med anklager om seksuelle tilnærmelser mod flere kvinder.
"Virkeligheden har overgået fantasien, eller konkurrerer i hvert fald med den," siger den franske filmanmelder Serge Kaganski i et interview på den officielle tv-kanal i Cannes.
Udover at være direktør for IMF, der er en af verdens mest magtfulde institutioner, var Dominique Strauss-Kahn i spil til at være de franske socialdemokraters kandidat til at vippe Nicolas Sarkozy af præsidentposten i 2012.
Det er han nok ikke længere.
Kilde: Yahoo!Xtra News