Den nordsjællandske klub Rungsted Cobras er tæt på at gå konkurs.
Selvom klubben har sparet penge i denne sæson kan regningerne alligevel ikke betales.
Og efter begæringen om betalingsstandsning i dag forsøger klubben nu at låne penge af Hørsholm Kommune.
"Cobras er i dialog med Hørsholms borgmester Morten Slotved, som er gået i gang med at undersøge mulighederne for, at kommunen kan træde hjælpende til, og dermed sikre at der fortsat er eliteishockey i Hørsholm," skriver klubben på sin hjemmeside.
Klubben har allerede gennemgået store besparelser i sæsonen for at sikre, at der ikke blev brugt flere penge end der kom ind.
Og derfor er det "yderst beklageligt", at det ikke er lykkedes at sikre tilstrækkelige indtægter til, at Cobras kommer helskindet igennem sæsonen, skriver klubben.
Det står endnu ikke klart, hvad situationen kommer til at betyde for spillerne og trænerstaben i klubben.